Holdbeskrivelser

Mor/far/barn dans 0-3 år

På dette hold er der kvalitetstid med jeres små børn, samtidig med at der danses til velkendte danske børnesange. Dans, hygge, leg og bevægelse er i centrum i denne time. Danseundervisning er med til at udvikle balance og koordinationsevnen, for såvel børn som voksne. I kan deltage lige så snart barnet kan gå med støtte fra en voksen. Så tag jeres barn eller barnebarn med og få en hyggelig dansetime sammen.

Minidans

På dette hold fra 3-5 år danser vi nogle af de gamle traditionelle børnedanse såsom Skomagerpolka og Fingerpolka, men undervisningen er også krydret med masser af danse til nutidens børnemusik, som børnene kender og elsker at synge med på.

Vi danser både i rundkreds og med og uden en partner, så vi lærer både at tage hensyn til hinanden og stå på egne ben. På dette hold lærer vi stille og roligt hinanden at kende og forældre er meget velkomne til at deltage de første gange.

Børnedans 6-9 år

På dette hold danser vi både nogle sjove børnedanse, hvor vi får smil på læben og sved på panden, men vi begynder også lige så stille at snuse til de rigtige standard og latin danse, såsom vals, cha cha cha og jive. Man kan sagtens starte direkte på dette hold, eller man kan have danset sig op i niveau fra 'Minidans'.

Dans 10+ år

På dette hold lærer vi vals, tango, quickstep, cha cha cha, rumba og jive. Vi arbejder både med teknikken bag og krydrer grundtrinene med forskellige variationer. 

Disco

Der er sket meget siden John Travolta viste sin disco frem i 70'erne. Discoen har udviklet sig utrolig meget og er blevet en af de mest pupulære danse i tiden. Her er der virkelig fart over feltet. Discoen udpringer fra balletten, med elegante spring, fine linjer og masser af power. Discoen danses til tidens musik og er et kæmpe hit blandt børn og unge.

Hip hop

Et andet modefænomen der ramte USA og resten af verden i 80'erne er hip hop. Hip hop udspringer fra Harlem som en street dance , hvor den stod på battles mellem forskellige grupper; hvem havde de sejeste dansetrin! Hip hop spredte sig hurtigt til Europa, og er i dag at finde som et fast punkt på programmet hos Stepup2u.

Standard & Latin

Standarddans er en fælles betegnelse for vals, tango, slow fox og quickstep og de latinamerikanske danse dækker over cha cha cha, rumba, samba, paso double og jive. Alt efter niveau, kommer vi i løbet af sæsonen til at stifte bekendtskab med de fleste af disse danse.
 

Vals

Der findes 4 former for vals. Den klassiske engelsk vals, som vi beskæftiger os mest med, wienervalsen, gammelvals og selvfølgelig brudevalsen. Vals betyder at dreje, og det lærer man hurtigt når man danser vals. Valsen danses i ¾ takt, hvilket gør melodien let genkendelig.
 

Tango

Den temperamentsfulde dans, tango, er karakteristisk ved en lidt mere kompakt holdning og ingen glidende trin henover gulvet. Tangoen udspringer oprindeligt fra Sydamerika, nærmere bestemt Argentina, men har spredt sig til hele Europa. Den argentinske tango er meget blød i sine bevægelser og koreografien er improviseret. Den tango vi beskæftiger os med på danseskolen er til gengæld meget hård i sine bevægelser. Man mener at tango kom til Europa via Afrika og at musikken således har rødder i både Cuba, Afrika og Europa.
 

Quickstep

Den livsglade dans, som hurtigt sætter et smil på læben og enhver kondition på prøve, er kendetegnet ved at være flyvende henover gulvet. Quiksteppen blev en del af standarddansene i 1927 og er stadigvæk den dag i dag, at finde som den sidste dans på programmet til standardard turneringerne.
 

Cha cha cha

En cubansk dans, der oprindelig udspringer fra Mamboen, men som hurtigt blev sin helt egen. Cha cha cha er i dag en obligatorisk latindans og man begynder allerede, at stifte bekendtskab med denne dans på danseskolen, når man blot er 6 år gammel. Den er elsket af børn såvel som af voksne, fordi den er forholdsvis let at gå til og samtidig er en dans, der byder på danseglæde.
 

Samba

Samba stammer fra Brasilien. Her kan man dog nemt komme i problemer, da der kan være nogle hurtige temposkift! Sambaen byder nemlig på hele 11 forskellige tempi. Derudover har Samba både bounce action og pelvis bevægelser, samt kombinationen af begge. Man skal have danset nogle år, før vi stifter bekendtskab med denne dans på danseskolen.
 

Rumba

Spørg en turneringsdanser hvad hans/hendes ynglingsdans er, og de fleste vil svare: rumba! Den romantiske og sensuelle, cubanske dans har for alvor gjort sit indtog på de bonede gulve og således også hos Stepup2U. Dette er historien om kærlighedsspillet mellem manden og kvinden, om tiltrækning og afvisning. Takten kan være lidt svær at høre, men når man først har fået styr på den, er rumbaen en sand fornøjelse at danse.
 

Paso double

Selvom om de fleste anser denne dans for svær, er det i bund og grund blot gåtrin og derfor kaster vi os også forholdsvis hurtigt ud i denne dans. Paso double er en tyrefægterdans, hvor herren er den dominerende tyrefægter og damen hans røde kappe.
 

Jive

Dansen jive kom til Danmark i 1939, men fik først rigtigt sit gennembrud efter besættelsen. Jive kommer oprindeligt fra USA og udspringer fra de forskellige former for swingdans (jitterbug, east- og westcoast swing). Jive er en glad dans i højt tempo – så her lover jeg, at der med garanti kommer sved på panden og smil på læben. Jive er en af de allerførste danse, som man kommer til at beskæftige sig med på danseskolen, uanset om man er barn eller voksen.

Jitterbug

Jitterbug udspringer fra USA og kom til Danmark i slutningen af 1930’erne men slog først rigtigt igennem efter 2. verdenskrig og op igennem 50’erne og 60’erne var den en meget populær dans. Der er egentlig mange forskellige genre under jitterbug - både east- og westcoast swing, lindy hop, boogie woogie og mixing blues. Vi kommer i løbet af sæsonen til at beskæftige os lidt med både alm. jitterbug og eastcoast swing.

Latin Jazz Mix

Er holdet for dig, der har danset før, men som ikke har nogen partner. Du har lyst til at få rørt lattermusklerne, få et smil på læben og virkelig meget sved på panden. Koreografierne på dette hold er lækre latintrin, krydret med nogle jazz sammensætninger. Der er som regel høj fart over feltet i denne danseundervisning og derfor er det klart en fordel, hvis du i forvejen kan bevæge fødderne.

Showdance

Navnet 'showdance' spænder vidt og er en massebetegnelse for dans, der fortæller en historie Showdance er lavet til et bestemt stykke musik eller indeholder en kombination af flere forskellige stil- og musikarter. Der er sket det de sidste par år, at jazz er ved at blive det nye hit igen - at kunne danse jazz kræver først og fremmest, at man har balance, musikforståelse og indlevelsesevne. Så her på holdet vil vi være med på tidens trend og danse forskellige jazzserier krydret med funky bevægelser.

Kontakt mig

Savner du et bestemt hold?

Brænder du efter at danse noget helt bestemt, som jeg ikke udbyder? Så skriv til mig med dit forslag. Brug gerne kontaktformularen herover.

Når der er nok forespørgelser på et specifikt hold, vil jeg bestræbe mig på, at få det oprettet og udbudt.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Tilmeld dig her

Danseundervisning hos Stepup2U

Jeg lægger vægt på at min danseundervisning skal være inspirerende, korrekt og formidlet på en måde, som er til at forstå for alle mine elever. Har du spørgsmål til min undervisning, teknik eller andet, så er du altid velkommen til at kontakte mig. Både som nuværende eller kommende elev/forælder.